Da Tine Tholander blev mor til Ellen, var hun i chok over, at ingen havde røbet, hvor svært det er at amme, elske og skifte 16 bleer i døgnet. Samt huske parforholdet, aflevere sit barn i vuggestue og ikke bekymre sig ihjel. Derfor har hun skrevet en manual til kommende med-mødre. Her får du Tines refleksioner og gode råd.
1. Fødslen
Det tager tid at komme sig over en fødsel – uanset hvor udramatisk den har været.
“Jeg kunne egentlig godt lide at føde. Der er noget sejt ved at brøle som en urtidskvinde, slide i det og gøre et stykke arbejde, hvor du bruger din krop. Men lige meget hvor fint det hele går, er det stadig én af de mest ekstreme oplevelser, du kommer ud for. Du mister tidsfornemmelsen og registrerer måske ikke, hvad der foregår omkring dig. Jeg havde selv brug for at rekonstruere forløbet og tale om det igen og igen. Jeg var overrasket – og lidt flov – over, at jeg fortalte om min fødsel til gud og hver mand, men jeg kunne ikke lade være.
Da jeg var inde på arbejdet for at vise Ellen frem, og en kollega spurgte til fødslen, fik hun hele fortællingen fra A-Z. Det var som at trykke på en knap. Først bagefter kom jeg i tanke om, at jeg ikke engang anede, hvad hun hed.”
Tines råd til dig:
- Skid på, at det er en lille smule pinligt – bare fortæl. Hvis folk ikke vil høre, kan de lade være at spørge. At fortælle er en del af en proces, du skal igennem for at bearbejde fødslen.
- Lad være med at slå dig selv i hovedet med, at millioner af kvinder har født før dig. Anerkend dig selv for, at du har leveret den vildeste fysiske præstation.
- Hvis du er tvivl om noget, så søg svar. Har fødestedet ikke tid, så book en privat jordemor, som kan gennemgå fødselsjournalen med dig. Det er vigtigt at vide, hvorfor personalet traf de beslutninger, det gjorde, så du ikke tror, det var din skyld, at det for eksempel endte i kejsersnit.
2. Amning
Du føler dig som den eneste i verden, der ikke kan få gang i amningen.
“Jeg havde ikke et sekund tænkt, at jeg ikke kunne amme – jeg havde bare sat kryds i feltet hos jordemoren om, at JA, det skulle jeg. Men det var sindssygt smertefuldt, og jeg kunne kun presse to dråber ud af mine bryster. Jordemødrene havde alle sammen forskellige teknikker, og jeg var ved at kvæles i gul saftevand og hvidtøl, som jeg blev anbefalet at drikke for at få mælken i gang. Nogen mente, at jeg ikke måtte stresse, og andre, at jeg skulle kigge på et billede af Ellen, mens jeg malkede ud, men ingen nævnte muligheden for at holde op. Selv på pakken med modermælkserstatning stod der, at det er bedst at amme. Først efter tre uger, da en jordemor sagde ‘hvis du ikke har mælk endnu, er det usandsynligt, at der kommer noget’, stoppede jeg. Jeg havde brug for, at nogen legitimerede min beslutning. I starten tudbrølede jeg og følte mig som en dårlig mor, der ikke kunne give mit barn det, hun havde allermest brug for, men efter tre måneder begyndte jeg langsomt at lave lister over de fordele, der trods alt er ved det, og sige til mig selv, at den gode mor ikke sidder i brysterne.”
Tines råd til dig:
- Det er ikke unormalt, hvis du har svært ved at komme i gang med amningen. 90 procent af nybagte mødre har én eller anden form for problemer.
- Giv ikke op med det samme, hvis du virkelig har lyst til at amme. Men lad dig heller ikke presse. Få hjælp til at finde ud af, hvor grænsen går. For der er en grænse – du kan ikke sidde og hive dig selv i brysterne resten af livet.
- Kast håndklædet i ringen, hvis det bliver for smertefuldt, eller hvis dit barn ikke får nok mad. Det duer ikke. Der findes et fint alternativ til brystmælk, som giver sunde, raske og glade børn. Modermælkserstatning er ikke spor farligt.
At sige fra bliver en nødvendighed - læs videre på næste side>>
