I sin nye bog Sandheder fra en løgner løfter Julia Lahme sløret for nogle af de største løgne om at være mor. Læs uddrag fra bogen, og få sandheder fra forfatterens eget mor-liv.
Uddrag: Du er programmeret til det:
Jeg står nede ved vuggestuen og er på vej ind, da en gammel vens unge stemme pludselig gjalder mellem husmurene, og jeg vender mig om, og der kommer hun løbende. Eller rettere sagt, luntende. Hun er gravid. Og forpustet. Hun er enorm. På den der måde, hvor det ser ud, som om hun ud over at have parret sig med en flodhest og dermed venter verdens tykkeste baby også lige har proppet et ekstra barn ind i hver kind. Med andre ord: HUN LIGNER MIG, fra dengang da jeg ventede Elias og pludselig var nødt til at stoppe med at veje mig, fordi jeg havde taget 30 ekstra kilo på. Det var rigeligt. Jeg måtte lukke øjnene for resten. Det gjorde andre venlige mennesker også. Jeg var slet og ret enorm.
Nå men tilbage: Hun er spættet og forpustet og enorm. ENORM! »Hvor ser du bare godt ud,« kommer jeg straks til at lyve, inden jeg når at tænke mig om, men hun falder for det, hvorfor jeg straks kan se, at det må være barn nummer et, hun venter, for hvis det var barn nummer to, var alle drømmeagtige billeder om den smukkeste ventetid og det letteste barn i verden allerede sat ud af spillet.
Det er de ikke her. Hun tror selv på, at hun er den smukkeste gravide nord for Alperne, selv om hun helt alvorligt minder om store dele af Alperne, bare som hun står her foran mig, men heldigvis bliver det jo ikke mig, der skal fortælle hende det, så i stedet holder jeg fast i løgnen, og vi taler om, hvor godt hun ser ud, lidt endnu. Det kan hun godt lide. Og hun nikker, og jeg lyver. Hun smiler lykkeligt, og hun spørger, hvordan livet er som mor, og hvordan fødslen var, og om den virkelig er så slem, som hun har hørt, jeg plejer at sige? Og jeg ser hendes forhåbningsfulde blik, og jeg tænder for maskinen. Den maskine hvor de fem vigtigste løgne, der til evig tid har sikret artens overlevelse, er optaget, og jeg kaster mig ud i at oprulle alle fem:
1. Fødslen er ikke så slem for alle, og du er jo biologisk programmeret til at klare det.
2. Amning kan være en lille bitte smule besværligt til at begynde med, men det lykkedes efterhånden, og du er jo biologisk programmeret til at klare det.
3. Det gør slet ikke noget, at du tager helt enormt på, for fedtet falder af af sig selv, og du og din krop er jo biologisk programmeret til at klare det.
4. Du vænner dig lynhurtigt til at sove meget mindre, end før du fik barn, og bare tag det helt roligt, for du er jo biologisk programmeret til at klare det.
5. Oplevelsen af at tage sig af et nyfødt barn er virkelig fantastisk for dig og din kæreste som par, og selvom det kan være lidt hårdt, så bare tag det roligt, for I er jo biologisk programmerede til at klare det.
Hun smiler, og jeg har gjort hende lykkelig, og vi siger farvel og aftaler at ses, når hun holder sit barn i armene, og jeg tænker, at det kommer aldrig i livet til at ske, men selvom jeg måske har mistet en ven, så har jeg gjort mit til at sikre, at der stadig bliver født børn, som vi kan rulle ind i småblomstret bomuld og prøve at få livet til at fungere på trods af. Halleluja for moderløgnen over dem alle: Det gør slet ikke ondt!
Læs Julias kommentar ' Det var en chokerende oplevelse at føde' på næste side>>
