Louise troede, at et liv i lykkerus ventede forude. Men i stedet kom de første måneder med lille Gustav til at bære præg af tristhed og tomhed. Vores Børns redaktionschef fortæller historien om at savne sit gamle liv og om at være flov over ikke at føle taknemmelighed for sit smukke, raske barn.
Før jeg fik Gustav, undrede jeg mig over begrebet fødselsdepression. For når man bliver mor til et barn, bliver man jo også lykkelig. Sådan er det bare. Hvad skulle der være at blive deprimeret over? Det forstod jeg simpelthen ikke.
Men det forstår jeg nu. Man kan nemlig ikke forestille sig den omvæltning, det er at blive mor. Heller ikke selv om man er forberedt til fingerspidserne, har udspurgt samtlige veninderne og finkæmmet nettet. Det var et kæmpe chok for mig. Og det tog mig flere måneder at komme over det.
Fødslen af Gustav var hård. Han kom ikke ud, så jeg blev sat i gang efter 14 dage, og det blev en nervepirrende affære med forsvunden hjertelyd og kop. Den lille dreng var medtaget og manglede kræfter til at lære at amme, så vi blev på hospitalet i fem dage, hvor vi kunne få hjælp til at gøre ham selvkørende ved brystet.
I dagene på barselsgangen var jeg på en gang fyldt med adrenalin og 100 procent fokuseret på at få amningen i gang. Der var ikke plads til tanker om så meget andet. Jeg havde et par tudeture, når jeg blev bange for, at han ikke fik mad nok, men han lærte at sutte selv, når først vi fik bakset ham på ved brystet.
Langsomt, men sikkert
De første 14 dage hjemme gik bare derudaf. Jeg var fyldt med hormoner, og min nyfødte dreng var så smuk, sårbar og uskyldig, at jeg græd, hver gang jeg kiggede på ham.
Det var stadig et kunststykke at få lagt ham til, men med fars hjælp gik det. Vi havde masser af besøgende, som beundrede Gustav og gjorde store øjne, når jeg fortalte om den slemme fødsel. Han tog på, fik ros af sundhedsplejersken og sov en masse, så der også var tid til at slappe af, se film og nyde livet. ‘Er det virkelig ikke mere besværligt?’ tænkte jeg flere gange.
Men efter 14 dage overtog hverdagen. Gustavs far startede på job, og jeg var ladt alene tilbage med en lille dreng, der pludselig ikke sov helt så meget og i det hele taget virkede utilpas med at have forladt mavens trygge mørke. Han ville hverken ligge i barnevogn, på sit tæppe eller i mine arme – så den eneste mulighed var at trave rundt med ham over skulderen.
Barselsbesøgene klingede af, nyhedens interesse lagde sig, og pludselig var jeg bare en almindelig mor, der skulle have hverdagen til at fungere – eller i hvert fald til at gå. Den gik så med forskellige forsøg på at gøre Gustav tilfreds. Når han endelig sov, følte jeg en stigende uro og var nervøs for, om han nu havde det godt nok.
Jeg havde lyst til at hive dynen op om ørerne - læs videre på næste side>>
