I min datters klasse (første klasse) er det mit indtryk, at pigerne søger hinanden to-og-to, og til gengæld ikke er så gode til at lege i grupper.
Det gør drengene til gengæld i stor stil.

Slyngveninder er måske et stort ord, men alligevel synes jeg, at de stort set alle har behov for at have "deb eneste ene" ved deres side.

Har I erfaringer med klasser, hvor pigerne leger i grupper eller er det mon bare pigernes natur at søge hinanden som veninder meget tidligt?

Nogle bud og erfaringer?

I min søns klasse var det et stort problem i nogle år - til der kom en "dronning" - der formåede at binde alle sammen til en stor gruppe, så nu er de bedre til at acceptere hinandens forskelligheder uden at føle sig ude eller inde og laver så vidt ejg kan høre og så mange ting sammen allesammen. De opdagede også at pigerne i parallelklassen faktisk også kan bruges, fordi dronningen kendte nogle af dem fra anden sammenhæng...men der har også været meget forældreindblanding

Sådan var det også da jeg var lille og gik i skole - var det ikke sådan med jer også?

Vi gik også meget sammen to og to, men hen af vejen skiftede man lidt ud og gik to og to med nogle andre.
Og så havde vi meget med at to og to, gik sammen med nogle andre to og to.....og så var vi i perioder så 4 slyngveninder.

Og sådan var det faktisk helt til vi sluttede med skolen. Vi var ikke uvenner i mellem, vi havde måske bare ikke så meget til fælles, og i fritiden fandt man sammen med de der 3-4 andre og hyggede sig som gruppe....

Og det er faktisk fortsat i voksenlivet, også på arbejdet. Der er altid 1-2 som man svinger bedre med end de andre, og som man måske også ser i større stil efter arbejde end de andre, som så igen svinger bedre sammen end 'med mig og mine'....og sådan skal det nok være.

Endvidere går pigerne også mere i dybten end drengene og er mere følsomme og har måske mere brug for den der 'veninde-binding' end drenge har. Iøvrigt følger det én hele livet, hvor man bla bliver Mor og binder sig mere til den lille end feks den typiske dreng/mand vil gøre, og hvor man som kvinde ofte har rigeligt i sit lille barn, så er mænd mere flyvske og kan mestre fodbold, venner, computer og føler sig måske mere hjemme over alt, end mange kvinder som har det med at binde bånd mellem sig selv og få udvalgte.

Så det er ikke en tendens i skolen JEG ville pille ved, jeg kender det jo fra mig selv og som halv gammel kælling sidder det der endnu - uproblematisk.

Du har sikkert ret Helene, at det er sådan det er.

Kender det bestemt også fra egen skoletid, hvor jeg fra 3. klasse fik nok af pigefnidder og i stedet blev en ganske glimrende fodboldspiller, da jeg i stedet foretrak drengene

Det er på sin vis fint, at de søger hinanden to og to, men det gør til gengæld også den ene, der nogle gange er i "overskud", når slyngveninden er syg, meget sårbar.

Og ønsker man at lege med nogle af de andre, end "slyngveninden" en dag (f.eks. hvis det ser ud til, at andre laver noget sjovt), så er der sårede følelser og for øvrigt en kamp at kæmpe for bare få lov at være med hos de "spændende" to andre.

Nå, men måske er det bare sådan det er

Jeg tror også, at det er et - næsten - naturgivet vilkår. I hvert fald ser det sådan ud i rigtigt, rigtigt mange klasser. I overbygningen synes jeg dog, nogle er gode til at være 3-4, der "hænger sammen", uden at to er mere sammenkittede end de andre.
Pigerne øver sig på at være kærester og at indgå i forpligtende, indimellem hæmmende, relationer til en anden. Det kan være rigtigt godt at vide, at ens barn altid har én, hun kan regne med - og rigtigt skidt, når denne ene pludselig ikke er til at regne med, men "finder en ny". Det er lige så voldsomt som en kærestesorg at blive vraget af veninden, og det er virkelig enten/eller - veninde eller ikke-veninde.
Mine drenge har nu også hver sin allerbedste ven, men de kan sagtens være sammen med andre, uden at det bliver opfattet som forræderi eller svigt. Og så er der også rigtigt mange drenge, som bare hører til en gruppe uden at være særligt forpligtet over for en enkelt.

Og hva' så, hvis de er to og to?

Man skal ikke tvinge noget ned over hovedet på børnene. Vi opsøger jo heller ikke folk, vi ikke gider.

Det er meget oppe i tiden, at man ikke må være to og to eller alene. Tosomhed kan være godt for nogle, flersomhed for andre - la' nu være at trække voksenbekymringer ned i huen på de små.

Har man et barn med problem med at skabe kontakter, så kan man tage fat i den der.

Man kan ikke redde verden ved at påtvinge børnene noget. Det går aldrig godt...

Sådan var det også, da min datter gik i 1. klasse, og så længe det fungerer er det fint - det blir bare hårdt, når man blir valgt fra.

Jeg har hjulpet min datter til at indgå i nogle andre relationer nu, så der er altid en eller flere hun kan vælge imellem - og leger (okay de leger ikke i 3.) gerne med flere og også gerne drenge.

Tror det er noget man som mor går så højt op i, fordi det gør så ondt, når det er ens egen datter, der blir valgt fra en gang i mellem - men det er jo en nødvendig lektie at lære for dem, for vi støder jo på det hele livet.

KH Bibi skrev:
Og hva' så, hvis de er to og to?

Man skal ikke tvinge noget ned over hovedet på børnene. Vi opsøger jo heller ikke folk, vi ikke gider.

Nå nej, men en hjælpende hånd til de små kan jo hjælpe i ny og næ.
Jeg oplever faktisk en ny lille generation af piger, der ikke er særligt opmærksomme på andre end sig selv - og jeg finder det yderst ucharmerende. Måske har det altid været sådan, og jeg bliver nu bare opmærksom på det i forhold til de relationer min datter skal forholde sig til.

Det handler jo ikke om at opsøge folk, man ikke gider eller ej, men præcis som på en arbejdsplads, så er de 24 elever sat ufrivilligt sammen og de skal efter min mening lære at respektere hinanden og sørge for, at alle føler sig velkomne.

Det er efter min mening ALLE børnenes ansvar - men som sagt, så skal de nok hjælpes lidt på vej af de voksne, da det ikke er naturligt for alle at tænke på andre end sig selv

Det er ikke kun små danskere, som har nok i dem selv i disse år. Det er stort set ALLE!

Og fint at starte et sted. Men det er ikke fint at kræve, at du leger med en, du ikke gider. Det går galt.

Og du kan ikke drage en arbplads til sammenligning, for som voksne holder vi os bare fra dem, vi ikke gider - ligesom børnene. Sjældent kommer der nogen og sætter dig til bords med en 'modstander' og hvis der gør, så ignorerer du garanteret for det meste.

Nej, det er fint at informere om, at der er plads til alle, men tvang virker altså ikke.

KH Bibi skrev:


Og du kan ikke drage en arbplads til sammenligning, for som voksne holder vi os bare fra dem, vi ikke gider - ligesom børnene. Sjældent kommer der nogen og sætter dig til bords med en 'modstander' og hvis der gør, så ignorerer du garanteret for det meste.



Jeg synes sammenligningen med arbejdspladsen fungerer fint. Jeg bliver også nødt til at snakke med dem jeg ikke bryder mig om på min arbejdsplads. Jeg bliver også nødt til at spise frokost med dem, selvom jeg helst er fri. Vi er ikke mange i min virksomhed og det ville være meget akavet, hvis der var nogen, jeg aldrig snakkede med eller ikke satte mig hos når der er frokost.

Det er en lektion i at alle skal være velkomne når vi er tvunget til at være sammen, dvs i arbejdstiden eller skoletiden. I fritiden kan man så vælge frit.

kongster skrev:
dvs i arbejdstiden eller skoletiden. I fritiden kan man så vælge frit.

Ja, der siger du det selv - frikvarterer er også fritid...

Nej, det er skoletid. Ligesom min frokostpause er arbejdstid (selvom jeg selv betaler den). Når vi er tvunget til at være sammen i frikvarter og (mere eller mindre) i frokostpausen, så er det alles ansvar at skabe en stemning hvor alle føler sig velkomne og godt tilpas. Eller i hvert fald ikke at modvirke det ved at udelukke andre.

SFO tid er fritid og det samme er al hjemmetid naturligvis.

Frikvarter er der hvor der skal røres kroppe. Ikke pr. kommando, men frivilligt.

Derfor også frit valg på legeområdet.

Så kan man tage de sure kampe med dem, man måske ikke gider i timerne i grupper.