Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg har et fantasktisk forhold til min datters far selvom vi er skilt, men jeg kender jo en del hvor tingene er knap så gnidningsfrie. Jeg kender børn der ikke har set deres fædre i over ½ år, fordi han ikke har tid
Kender fædre der ikke kan overskue deres børn mere end 1 overnatning hver 3. week-end. Jeg har veninder hvor det fungerer fuldstændig som her og børnene har 2 forældre i hverdagen selvom de ikke bor samme sted.

Men hvordan fungerer det for jer 'fraskilte' og hvad er rigtig vigtigt for jer i den sammenhæng.

For mig er det vigtigste nok at far stadig er far, og ikke en deltids-legeonkel. At hun stadig har en hverdag begge steder. Og at hun ikke skifter miljø når hun skifter opholdssted. At hun stadig kan tage del i sit normale sociale liv, og ikke må melde afbud til fodboldkampe og fødselsdage fordi det er 'far-uge'.

Min søn har ikke set ret meget til sin Far, hans Far ville gerne, men min søn gad/gider ikke

Da han var lille, de der 0-10 år, kom han ude hos hans Far og hans nye kone mere eller mindre fast hver 2-3 weekend, men han ville ikke holde ferier derude osv...højest en weekend!

Da han blev de der 10 + gik der længere og længere imellem, hvilket er smadder ærgeligt, for han Far har også fået 3 børn som VIRKELIG elsker, og ser op, til deres storebror.
Og nu er der gået 1½ år hvor de SLET ikke har set hinanden fordi min søn stort set altid arbejder - og hans Far arbejder lige så meget!!

Men forholdet til hans Far, fra min side, er godt! Dog foretrækker jeg at tale med hans kone, som simpelthen er kanon at tale med, hvor hans Far er mere flyvsk...

Vi bor desværre meget langt fra hinanden (ok, så er det heller ikke længere!) København- Frederiksværk

Men jeg TROR og håber på, at de får mere tid sammen når min søn er blevet voksen og de ligesom har mere at tale med hinanden om.

Men det ærger mig faktisk, at det løb sådan lidt ud i sandet hele hans barndom/ungdom.

Hvor er det dejligt at høre at nogen rent faktisk kan få det til at fungere

Min ældste er fra tidligere forhold

Kommunikationen mellem hans far og jeg er ikke eksisterende efterhånden , da jeg har fravalgt det fordi jeg simpelthen ikke gad hans mudderkast og bebrejdelser konstant, der gik ikke en dag hvor han ikke fandt på et eller andet og jeg fandt det ik hensigtsmæssigt da det jo er vores søn det går ud over i sidste ende og det gik ud over vores familie liv herhjemme så nu snakker jeg kun med ham når det er allerhøjest nødvendigt og dvs når der skal meldes sommerferie ud eller kør alt bar som det er stadfæstet i amtet

Sørgeligt men sandt

HeleneK Mor til 6 skrev:
[quote]
Vi bor desværre meget langt fra hinanden (ok, så er det heller ikke længere!) København- Frederiksværk

quote]

Sjovt... Jeg bor i Frederiksværk og arbejder i København, så jeg synes jo ikke det er noget...

Iøvrigt synes jeg jeg har set en del eksempler på at børn, når de bliver ældre (voksne) har et større behov for kontakt til deres forældre. Ikke at de nødvendigvis bliver best friends for ever, men at vide hvor de kommer fra, og at forældrene er der.

Min søns Far, havde samme forhold til sin egen Far. Det var først da han blev voksen han tog kontakt til sin Far og holdt kontakten ved lige.
Tror min søn har det på samme måde.

Jeg tror også der faldt et par 'knaldperler' fra hans Far og hans kone, da min søn var lille og at det var dét der gjorde at min søn ikke ville der hjem.
Han kom nemlig engang hjem og fortalte, at konen havde sagt at hun ville stemme på Dansk folkeparti fordi hun var træt af udlændinge. Og det kom nok lidt skævt ind på min søn, som jo har en stedfar der er araber...og to papbrødre der er blandede + han selv er mørk (iøvrigt efter hans Far!). Jeg ved det ikke, men jeg tror de der udtalelser sårede ham lidt.

Den gang jeg var gravid med min datter, havde konen også sagt, at så får jeg en søn mere (fordi jeg havde fået to sønner med min nuværende kæreste), og da de så hørte han havde fået en lillesøster, så havde hun sagt at Dina var et 'underligt' navn. Hvilket igen havde såret min søn, som jo var så glad og stolt og faktisk havde været med til at vælge navnet (men det turde han ikke nævne, fordi hun havde sagt sådan).

Så der har været de der små knaldperler indimellem, som måske har gjort min søn ked af det.

Der var også engang hun havde klippet min søn fuldstændig kronraget med maskinen, og hvor jeg nærmest blev helt hysterisk. Mere fordi de ikke lige havde rådført sig med mig....og fordi min søn faktisk lå og græd om aftenen fordi han synes det var grimt.
Men jeg sagde ikke noget og holdt det i mig. Mine unger har nemlig altid langt hår (altså ikke på pige-måden), men som en længere kortklip med lidt nakke osv, som jeg synes er super sødt. Men det synes hun så ikke, og så røg det.

Efter den episode sagde jeg til hans Far, at de IKKE skulle klippe ham mere. Og det gjorde de så heller ikke, men han kom ofte hjem og sagde at Heidi havde sagt hans hår var for langt

Så der HAR også været gnidninger da han var lille, men de har så bare været mere indirekte og har været noget min søn har fortalt mig hen af vejen.

Mit forhold til min datters far er neutralt - når jeg blir alt for venlig, falder han lynhurtigt af på den mht. aftaler, skolepenge, hente/bringe tider osv.

Så tonen er helt neutral.

Han flyttede da hun var 2 mdr., og i starten havde han kun samvær med hende her et par timer af gangen - der gik flere år, inden han havde hende til overnatning.

Da hun blev et par år blev det aftalt i amtet, at jeg skulle have hende juleaften og han nytårsaften.
Så blev det til, at han holdt jul sammen med os, men havde hende stadig nytårsaften.

Da jeg ventede nr. 2 spurgte han, om jeg kunne have vores datter nytårsaften, fordi han skulle arbejde - selvfølgelig.
Jeg sagde, at hvis han fik lidt fritid, kunne han da komme og spise med - det skal jeg da lige love for at han fik tid til

Han kom allerede halv seks, og blev til kl to om natten
Sidste år ville min datter gerne være her igen nytårsaften - man da han tilbød sit selskab også, sagde jeg godtnok nej tak.
Kan kun med ham i mindre portioner...

Han er efterhånden ved at være rimelig kedelig at være hos i weekenden - han sidder oppe den halve nat og spiller netpoker, og sover så det halve af dagen (så må min datter underholde sig selv) - det kan jeg mærke, at hun er ved at være træt af.

Hvis hun spørger om hun skal over til far i weekenden, og jeg så siger at det først er næste weekend - så siger hun jubii og jubler højlydt..

...ved ikke hvordan det blir, når hun blir ældre - men ved helt sikkert, at jeg aldrig har talt grimt om ham, mens hun har hørt på.

tja, så er jeg bare glad for at far slet ikke er (uden at det menes så slemt som det lyder;>) - for selv om det giver sine udfordringer - så slipper jeg helt sikkert også for en masse bøvl

LYP skrev:
tja, så er jeg bare glad for at far slet ikke er (uden at det menes så slemt som det lyder;>) - for selv om det giver sine udfordringer - så slipper jeg helt sikkert også for en masse bøvl

Slet ikke er??? Er han ukendt eller?

Min nr. 2 har ukendt far - og selvom det er hårdt altid at være alene om alting, værdsætter jeg også, at der ikke er noget som helst ballade - dejlige for både mor og barn

næhh...han er "bare" død og hans familie har vi ingen kontakt til - den sluttede ved et tilhold pga deres opførsel over for både mig og min søn. Men var han ikke død, så var vi sandsynligvis endt i en rigtig grim skilsmisse godt hjulpet hans mor og søster

Hvor er det trist, at der er nogle, der bare skal lave rav i dén for enhver pris - uden overhovedet at tænke på barnet...

Synes som udgangspunkt, at det bedste er en mor og far - ligegyldigt om det er i samme hus, bare der er "ro på".

Men nogle gange er det bedste bare, at der kun er én forælder - thats life...

Jeg tænker også engang i mellem, at det er fint at min kæreste ikke har nogen forældre...i hvertfald på dét punkt hvor de måske blander sig og gør livet surt for én.

Omvendt har ungerne så ingen Farmor og Farfar og Morfar, hvilket måske nok er lidt trist.

'Skilsmisse sønnen' har så Mormor (som han ser dagligt), og Farfar og Farmor, og pap Farmor. Men han ser dem til gengæld aldrig, tror det er 10 år siden har har set nogen af dem

Og da han så så sin Farmor til noget juleaften for de der 10 år siden, så havde hun ingen gave til ham, hun vidste ikke han kom, så hun havde kun købt gaver til de andre børnebørn

Hørte lige i radioen, at flere og flere forældre vælger at flytte til udlandet med deres børn,for at slippe for at udlevere dem til samvær med den anden forældre. Jeg har selv oplevet at 'systemet' i den grad har forvaltet sit ansvar dårligt (altså ikke på egen krop, men i den nærmeste omgangskreds), så min tillid til at børnenes tarv altid kommer i første række kan ligge på et meget lille sted. Jeg mener jo heller ikke at det er et must, at have begge forældre omkring sig. Der KAN være forhold der taler imod, men jeg mener man bør tilstræbe det. Til gengæld synes jeg også det er helt utroligt som ellers normale voksne mennesker kan tabe overblikket når det drejer sig om skilsmisse/børn, og gå mere efter at få ram på eks'en end på at give børnene den bedst mulige opvækst. Så i min verden fungerer den nye forældrelov mest for forældrnene. Hvordan oplever andre den?

Jeg oplevet amtet som absolut ubrugeligt og at deres "nye" lov tilgodeser faderen og ikke barnet uanset hvor klemt barnet måtte være

Jeg syns man skulle tvinge folk til konflikt løsning så der kunne komme et ordenligt samarbejde omkring børnene ellers skulle samværdet stå på stand by indtil mod parten indvilligede i det

Det mener jeg ville være bedst for børnene og ville sætte en stopper for de fleste ram eksen episoder

Soap skrev:


Jeg syns man skulle tvinge folk til konflikt løsning så der kunne komme et ordenligt samarbejde omkring børnene ellers skulle samværdet stå på stand by indtil mod parten indvilligede i det



Og hvis det nu er bopælsforældren der ikke vil deltage i konfliktløsningen, hvad gør man så??

så flyt barnet...enten til den anden forælder eller på børnehjem...så skal bopælsforældrene nok indvillige

og ja...er godt klar over at nogle HAR en legitim grund til at trække det ud - men mange har så absolut ikke anden grund end egne sårede følelser og hævngerrighed - og de skader deres børn

LYP skrev:
så flyt barnet...enten til den anden forælder eller på børnehjem...så skal bopælsforældrene nok indvillige

og ja...er godt klar over at nogle HAR en legitim grund til at trække det ud - men mange har så absolut ikke anden grund end egne sårede følelser og hævngerrighed - og de skader deres børn

Jeg er helt enig , og dem der så har en legitim grund burde jo så blive undersøgt om der er hold i det eller ej men jeg tror oprigtig på at 99% kun gøre det for at ramme eksen på en eller anden måde og det er simpelthen uhyggeligt

LYP skrev:
så flyt barnet...enten til den anden forælder eller på børnehjem...så skal bopælsforældrene nok indvillige

og ja...er godt klar over at nogle HAR en legitim grund til at trække det ud - men mange har så absolut ikke anden grund end egne sårede følelser og hævngerrighed - og de skader deres børn

Er det ikke bare atter engang at lade børnene betale prisen i form af ustabilitet. De lider jo ikke nødvendigvis nogen nød på andre måder, og måske ville det betyde skift af by, skole/institution osv. Er det virkelig til barnets bedste?

Er det ikke ustabilitet at stå i klemme mellem 2 forældre som har mere travlt med at strides end at se hvad er barnets bedste ?

Her går det faktisk rimeligt godt...

Altså i hvert fald det om børnene.... Vi har selv fastsat hvordan og hvorledes, og det overholdes (når ikke fars hobby kommer i vejen - men det er mest sommer)

Far henter hver anden fredag, og afleverer samme søndag lige før eller lige efter aftensmad.

Onsdag har jeg sent fri, og derfor er det også far der henter der. Så spiser han selv med børnene, hos enten mig eller sig selv (han bor hos sine egene forældre), og nogle gange spiser vi også sammen.

Vi har også hele tiden været i stand til at tage sammen afsted til noget der vedrører børnene, eller noget hvor vi har fælles interesse i det der sker.

Meeeen vi har også haft et par knald-upsere, det gør det måske lidt lettere at kommunikere med en mand? jeg ved det ikke... Men det går fint med de faste aftaler, han kan dog ikke håndtere at få for meget snor, så bliver han lidt skæv i aftalerne

Men altså umiddelbart er vi gode venner (bare jeg ikke knalder eller forelsker mig på andre mænd LOL)

Soap skrev:
Er det ikke ustabilitet at stå i klemme mellem 2 forældre som har mere travlt med at strides end at se hvad er barnets bedste ?

Tror ikke nødvendigvis det vil føles sådan for børnene, men selvom det gør, så er konflikten jo den samme for dem uanset hvor de bor. Vil det så ikke være bedst for dem at beholde den del af deres verden der kan stabil, så som institution, venner, fritidsinteresser - fortsæt selv. Tror ikke det er børns tarv at blive flyttet rundt mere end højest nødvendigt. Og derfor er det også så s..... vigtigt at den rigtig beslutning bliver truffet på det rette grundlag første gang. Fordi tryghed er en børneret. De skal kunne vide, at her bor jeg og det bliver jeg ved med ligeså længe jeg selv vil det.